The International Berlin Beer Festival

Vi har prøvet det en enkelt gang – det er fantastisk – god stemning, livemusik, duft af grill, og MASSER af øl du kan smage til en fornuftig penge.

Øl festival i Berlin (C) allesgut.berlin
Øl festival i Berlin (C) allesgut.berlin

Afholdes udendørs på gaden i Karl-Marx-Alle i Berlin. Næste gang i skrivende stund er 7. – 9. august 2020

Berlin Rum Festival

Rum festival i en gammel fabrik, masser af smagsprøver, chesterfield, cigarer og burgere.

2 gange har vi været på rum festival. Det er en FED oplevelse, men det slider på nyre og lever, som fomentlig skrumper noget de dage man er der.
Rammerne er en gammel fabrik, og der er mange mange boder, langt de fleste giver smagsprøver på kuponer du får sammen med indgangsbilletten, mens andre tager EUR 5 for at du kan smage alle de rom de har. Det er en helt ok deal.
Der er som billedet viser chesterfield lounges, cigarrum, burgerservering – begge gange er vi gået forholdsvis “intoksikerede” derfra – og kommet igen næste dag, fordi det var så godt.

http://rumfest-berlin.com/en/home-en/

Hildegard Bar

Tæt på lejligheden, overfor “Uffe” og ved siden af Cao Cao, ligger Hildegard Bar. Vi har til gode at prøve den, men det skal snart ske … Vi mangler et godt drinksted tæt på ….


Kender du baren, hører vi meget gerne fra dig 😉

Marburger Strasse 3, 10789 Berlin

Paydos Burger

Efter Paydos har ligget i vores baghave et års tid, blev den endelig prøvet af i dag. En cheeseburger mit pommes og en Cola Zero koster omkring EUR 15. Hhmm.

Tror ikke den bliver genbesøgt, medmindre der er tale om et SOS af en slags. De har et ok udvalg af cocktails til EUR 7.50 og noget happy hour system. Desuden virgin cocktails – måske man liiige tester deres cocktails en dag.

Umiddelbart i den dyrere ende synes jeg, og burgeren var lidt kedelig, både i smag og substans. Pommes fritterne var ok.

Tommi’s burger joint på Uhland Strasse vinder næste gang det er burgertime, Grenander 100 meter fra Paydos laver også en rigtig god burger.

Bayreuther Strasse 9, 10789 (ved Wittenberg Platz)

Blend Berlin Kitchen & Bar

Min gode kollega Mathias fejrede sin kommende familieforøgelse på Blend i sommerferien. Da han begejstret fortalte om stedet efter ferien, var der ingen tvivl – det skulle prøves.

Jakob og jeg valgte begge deres 3 retters menu til EUR 39, det kan godt svare sig, og så ligger det jo i kortene at man skal glæde sig 3 gange.

Vi blev på ingen måde skuffede, det er virkelig, virkelig, virkelig godt og lækkert. Der er helt sikkert kræset for alt – råvarer, fremstilling og præsentation – og det smager forrygende. Vinmæssigt blev vi på en prægtig tysk hvid Grauburgunder gennem alle 3 retter – og det var godt.

Betjeningen var også formidabel. Når et sted ser så “fint” ud som Blend, er det naturligt at forvente en vis tysk etikette, men også på dette punkt blev vi overraskede. Så meget at hr. Flottenhejmer Lindegaard gav EUR 19 i drikkepenge. Herefter fik vi begge serveret et stort glas god rom. Så var det udlignet igen.

Menu, vin, cocktails før maden og drikkepenge løb op i EUR 150. Mange penge? ja! Dyrt? NEJ!!

ANTIKLIMAKS ….. en uge efter besøget med Jakob, besøgte Louise og jeg Blend, med store forventninger. Øv, det var en stor skuffelse!! Efter vi havde bestilt mad og drikkevarer, skete der intet i 40 minutter. Herefter fik vi endelig fat i tjeneren, som forsikrede os, at vi ikke var glemt. Lige efter fik vi forret og drikkevarer, med masser af undskyldninger, blandt andet at der var en ny elev i køkkenet. Kort efter vi havde spist forretterne, kom hovedretterne, og forsikring om at vi ville få en STOR overraskelse som undskyldning. Så ventede vi en halv time på desserterne, og Louises cheesecake var uspiselig, havde konsistens af alt for gammel flødeskum?? Overraskelsen viste sig at være en snaps eller grappa, som de i øvrigt også tilbød de andre gæster kunne vi høre. Vi takkede nej.

I aften fik Blend prædikatet “vi skal aldrig mere …” her på bloggen.

Budapester Str. 25 – 10787 Berlin (Zoo)

Geist in Glas

/ Allesgut.Berlin

Hyggeligt sted, meget rustik indretning. De hviler så meget i sig selv, at der ikke en gang er et skilt på facaden.

Vi fik kun et par cocktails, men så noget af maden ved nabobordene, og det ser spændende ud. Absolut et sted der skal genbesøges snarest, og så skal maden også prøves af.

Lenaustraße 27, 12047

U-bhf Schönleinstrasse / U8

Stagger Lee

  / Allesgut.Berlin

Tæt på Nollendorfplatz ligger baren “Stagger Lee”. Det er et fedt sted, de spiller god musik, laver skønne cocktails, og betjeningen er rigtig go’.

Deres cocktails er super lækre, og store. Blandt andet indgår hjemmelavede sirupper og “infused” juicer. Navnene er også gode, hensætter en til en god westernfilm.

Indretning og stemning … en krydsning mellem en westernbar og et texansk bordel under borgerkrigen. Sært men VIRKELIG fedt. Hvis jeg havde 500 millioner ville jeg købe det.

Nollendorfstrasse 27, 10777

F-47

Opdatering fra august 2022 – ser ud som om F-47 er lukket 🙁

Der var lang kø til Rumtrader, og vi blev derfra sendt videre til F-47.

F-47 er næsten lige så fedt som Rumtrader, men ca 3 x større.

Man skal ringe på døren og håbe at blive lukket ind ? Her er fest og gang i den, dejlig summen en fredag aften.

Personalet er supersødt, kan varmt anbefales.

Fasanenstraße 47, 10719 Berlin

Besenwirtschaft

Denne prægtige beværtning er lukket i sommeren 2023 pga renovering og ejerskifte. Vi håber den genopstår som vi kender den.

På Uhlandstrasse 159 ligger den ærketyske knejpe som sælger øl fra Bayern, tysk vin i krus, og bleg bleg tysk mad når det er bedst. Bemærk også deres ostetallerken “Käse Ensemble” – genialt.

Temaet er Baden-Würtemberg – og Besenwirtschaft er et begreb på de kanter. Det er “kroer” som ligger i vin- og landbrugsområder, og der hvor plukkere og bønder går hen når de har været i marken. Her får man fed bondemad og øl eller vin fra området, så man er genopladet til næste dags knoklen.

Uhlandstraße 159, 10719 Berlin

BRLO BRWHOUSE

På dette minibryggeri får man fantastisk øl. Og sådan er det!!

Nogen har fået den fantastiske idé at bruge 38 stk. 40′ containere til at lave et bryggeri. Tag U1 eller U2 til U-Bahnhof Gleisdreieck, så er du få minutter derfra. Om sommeren er der strandstole og fede omgivelser udenfor. Børnefamilier hænger ud ved sandkassen, og ser ud som om de får en dag til at gå der. Kan ikke anbefales nok.

Schöneberger Straße 16, 10963 Berlin

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.