Donkey Republic

Cykeludlejning

Umiddelbart sympatisk – åbenbart en dansk opfindelse ….Meget orange cykler, ses en del i gadebilledet. Efter vi gik kold på mobike virkede dette som vores nye “standard” men nej …. cyklen låste sin “bastalås” op 3-4 gange, men kædelåsen sad fast. Cyklerne ser gode ud, men selvom jeg via app’en har beskrevet vores udfordringer, har jeg intet hørt, og pengene er hævet. Vi prøver aldrig at leje dem igen.



Schnellster Aufzug Europas


Man skal sandsynligvis være elevatorentusiast for at falde på halen over køreturen i elevatoren – men hurtigt går det, det skal de have.

Udsigten over byen er fænomenal, det er virkelig godt tænkt, at lave udsigtsplatforme i to etager her. Lige så højt som Bahn Tower på den anden side af gaden, giver det, i godt vejr selvfølgelig, udsigt til “den anden ende af byen”. Man kan også få en aha oplevelse når det går op for én hvor tæt nogle af de meste berømte seværdigheder ligger på hinanden.

Potsdamer Platz 1

Elektronik


Saturn i Europa Center og Mall of Berlin – lidt a la Elgiganten, bare bedre. Desuden har Conrad et stort udvalg af forbrugerelektronik, men dertil også fjernstyrede biler, både, droner etc.

I oktober ’19 erfarede vi, at Mall of Berlin ikke længere har søndags åbent den først søndag i måneden.

I 2022 så vi at Conrad har lukket alle fysiske butikker, så det er nu ren webshop. Meget meget ærgerligt.

Service på bilen


Spar penge på service, og samtidig på parkeringsafgift – 2 fluer med ét smæk – vi har fået serviceret både Mercedes (Salzufer 1, 10587 Berlin) og Peugeot (Heilbronner Str. 16, 10711 Berlin) – det er rigtig god service hos begge.

Getränke Hoffmann


Vi har ofte handlet i den i Kleiststraße 23/26. Desværre er den lukket nu, men der ligger en i Kurfürstenstraße 48 – 52, 10785 Berlin – ikke så langt væk.

Deres udvalg af øl, vand, vin og spiritus med mere, er vildt.

Brauhaus Georgbræu

I det rigtigt hyggelige område Nicolaiviertel, tæt på Alexanderplatz og Fernsehturm, finder man det hyggelige bryggeri Georgbræu (ja, skrives med dansk æ). Udover god øl, så har de god tysk husmandskost på menuen, også til rimelige priser. Vi har prøvet en schnitzel men er gang på gang vendt tilbage til “Große Kohlroulade”. Man går ikke sulten derfra. Dog for en enkelt person var det tilfældet. Jakob fik pløjet sig igennem en Grill-Haxe, der lægger de fleste ned et døgns tid, og så sig sultent omkring og udbrød “mon de også har Apfel-Strudel”.

Spreeufer 4, 10178 Berlin

BRLO BRWHOUSE

På dette minibryggeri får man fantastisk øl. Og sådan er det!!

Nogen har fået den fantastiske idé at bruge 38 stk. 40′ containere til at lave et bryggeri. Tag U1 eller U2 til U-Bahnhof Gleisdreieck, så er du få minutter derfra. Om sommeren er der strandstole og fede omgivelser udenfor. Børnefamilier hænger ud ved sandkassen, og ser ud som om de får en dag til at gå der. Kan ikke anbefales nok.

Schöneberger Straße 16, 10963 Berlin

Faustus (kaldenavn “Rotten”)

Vores absolutte ynglingssted!! Her kommer vi altid x flere i løbet af vores ophold.

Hvorfor?
⁃ God beliggenhed i forhold til lejligheden
⁃ Gode øl
⁃ Dejlige pladser ude
⁃ Fantastiske tjenere der yder mere service end man kan forvente

Selvfølgelig hedder restauranten ikke Rotten, men ofte, når solen er gået ned, ser man rotter der piler rundt på pladsen. Trods det synes vi stadig at det er det rareste sted at være en stille aften, hvor glade mennesker går forbi.

Hvad maden angår har vi ikke den store erfaring, menukortet appellerer simpelthen ikke til os. Alt efter årstiden har vi primært indtaget gullaschsuppe eller Flammkuchen mediteran. Sidstnævnte er pillet af menukortet i slutningen af 2021. Ifølge Louise laver de en god lever – jeg vælger at holde mig til suppen 😉

Hvis man ikke er tysker skal man måske holde sig fra den tyske tapas…

Wittenbergpl. 2, 10789 Berlin

Faustus (C) allesgut berlin
Faustus (C) allesgut berlin

Praeger Platz

Cirka et kvarters gang fra lejligheden, ligger Praeger Platz. Det store springvand med omliggende mini-park er det centrale og hyggelige element. Ved siden af ligger et lille indkøbscenter, der bl.a. har en Aldi, en DM, en flot delikatesse, café/bager, fod/negle kinesere, og så en rigtig flot Edeka. Når vi skal lave god mad hjemme, så vil vi helst handle der.

En is-dessert eller kop kaffe på Café Engelchen er heller ikke dårligt 😉

Der er også en sushi og italiensk restaurant, sidstnævnte har vi prøvet og var ikke umiddelbart imponerede, men vender nok tilbage alligevel.

Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.