Dette er som udgangspunkt steder vi holder af at opholde os – da de fleste har med mad og drikke at gøre, kan man nok fejlagtigt tro, at vi har et problem ;) Men flere at stederne holder vi af på grund af stemning og beliggenhed, mere end det de serverer.
Det er et kæmpe loppemarked. Kan anbefales til en god søndagsunderholdning.
Flohmark am Mauerpark (C) allesgut.berlin
Von Freiesleben og jeg besøgte markedet sidste weekend i august 2022. Man overvældes hver gang over hvor enormt markedet er, og hvor mange mennesker som besøger det. Der er meget crap, men man kan godt gøre nogle gode fund. Der er i øvrigt en slags food court, med madvogne fra alverdens lande. Vi spiste ikke på markedet, men det var bestemt fristende. Der er åbent søndage kl. 10-18 og er du ikke i bil, ligger u-bhf Bernauer Strasse nærmest.
I sommerferien 2022 besøgte min ven Lars og hans familie Pfefferberg, og skyndte sig at anbefale stedet til os. Og det var vi rigtigt glade for.
Markthalle Pfefferberg (C) allesgut Berlin
På årets varmeste dag (37 grader) gik vi fra Alexanderplatz til Schönhauser Alle 176. Det tog cirka en halv time, og det var ok. Der er en station lige overfor Pfefferberg, så man behøver ikke gå så langt som vi gjorde.
En hurtig runde bragte os til en slags gårdhave som ligger i første sals højde – der var mennesker, men stort set alt så lidt lukket ud. Nedenfor, i gadeplan, var det til gengæld gang i den. Der er en lille hyggelig mexikansk købmand, som har masser lækkerier, især hvis man er til det stærke. Der er en lille slagter, Fabio the lasagne guy, Sprinkles som laver flotte kager, en bar, en vinforretning, Gully Burger (så rigtigt lækkert ud). Vi bestilte frokost hos ”Taqueria el Oso”. Hold op hvor det var lækkert, og priserne er ok. Det er bestemt ikke sidste gang vi var der – og den vil blive genbesøgt ifm Rum Festival Berlin 2022 i uge 34.
Schönhauser Allee 176, 10119 Berlin
Markthalle Pfefferberg i Prenzlauer Berg (C) allesgut berlinMarkthalle Pfefferberg i Prenzlauer Berg (C) allesgut berlin
En guided tur i Spreepark Berlin er fantastisk, hvis du har tid og mulighed bør du gøre det. Vores guide Andy formåede at gøre det super interessant, på trods af der ikke er meget tilbage.
Rutchebane i Spreepark (C) allesgut.berlin
Under navnet Kulturpark Planterwäld åbnede DDR landets første og eneste forlystelsespark i Treptow-Köpenick, for at fejre landets 20 års jubilæum. På trods af at det langt fra var en forlystelsespark som vi i dag, såvel som dengang ville forvente med et vestligt perspektiv, kunne parken notere 1,7 mio. besøgende om året, cirka 10% af DDRs befolkning.
I 1991 afviklede man, efter genforeningen, det hidtidige østtyske driftsselskab, og frem til slutningen af 90’erne blev parken (forsøgt) drevet af Norbert Wittes, en tysk skuespiller, som i bagklogskabens klare lys, nok skulle have holdt sig til de skrå brædder.
Et efterspil der inkluderer en delvis flytning af forlystelser af parken til Peru, narkotika og lange fængselsdomme, skal du høre om under dit besøg i Spreepark – det er rent James Bond.
I dag er Berlin ved at omdanne parken til et rekreativt område med få forlystelser, en Biergarten og kreativitet. Det skal nok blive fedt. Første etape forventes at åbne i efteråret 2022, den sidste i 2025-2026, medmindre det går som med den nye lufthavn.
Min interesse for Blues har jeg haft i mange år. Ingen tvivl om, at interessen er ansporet af de fantastiske film ‘The Commitments’ fra 1991 (ved godt det er soul de spiller, meeeen…) og ‘Blues Brothers’ helt tilbage fra 1980.
Joe Bonamassa Berlin 1. maj 2022 (C) allesgut berlin
Gennem tiden har jeg været til mange fede koncerter, Tina Turner, Springsteen, Queen, Level 42 og så selvfølgelig danske Queen Machine, ikke at forglemme. Det som disse kunstnere og bands kan er “what you see is what you get” – det er ægte, 1:1, og ikke skrevet til at blive performed af en computer og kraftig filtrering af vokalen fordi evnerne ikke rækker [ref firmajulefrokost 2021, Medina som stand-in for Carpark North, som på dagen blev nedlagt af corona].
Jeg har glædet mig til denne koncert siden nytår! Og den var ventetiden værd. Berlins kulturliv er vågnet op efter corona-dvale. En fyldt ‘Verti Music Hall’ kan bevidne det. Der var mange tilrejsende, bla kunne jeg høre en del danskere, svenskere og i bussen på vej hjem hørte jeg 2 belgiske damer fortælle deres (ligeglade) tyske sidemænd, at de var kørt 900 km i bil for at høre koncerten. Der var nemlig udsolgt i Antwerpen. Sådan! Første men absolut ikke sidste gang jeg hører Joe Bonamassa live! Ville have hørt ham i 2020, men så kom corona…..
Joe B er en bluesguitar virtous. Damn han er god, og så har han også en rigtig god vokal. I løbet af koncerten blev orkestret 6 øvrige medlemmer præsenteret og flere af dem ‘fik scenen’og gav den gas på hhv. synthesizer, guitar og vokal. Adskillige gange under koncerten opdagede jeg at jeg var forholdsvis dækket af gåsehud, så godt var det. Ekstranummer nr. 2 var Sloe Gin, fedt live!! Tilbage til ægtheden, det var meget ægte, og gudskelov for det. Nedenfor kan du lytte til et par brudstykker af aftenens numre.
Venue var rigtig god, bygget i 2018 og med plads til 4500 mennesker. Lyden fejlede intet, og på intet tidspunkt fik jeg klaustrofobi pga menneskemængden. Både på vej ind og ud og under koncerten var der god plads og ingen masen og mokken, som jeg tit synes det er tilfældet i Danmark. Du kan roligt, som jeg, holde øje med koncertudvalget her. Faktisk så jeg i Verti, at Eric Clapton kommer senere i maj, det er fristende.
Sidst men ikke mindst, skal lyde en særlig TAK til Kenneth Ingemarsson, Göteborg.
Bandet bestod af, udover Joe, af :
-Reese Wynans på “Keyboards” -Anton Fig på trommer -Michael Rhodes på basguitar -Lee Thornburg på trompet -Paulie Cerra på saxofon Jeg fangede ikke navnene på de 2 ladies i koret – den ene er fra LA, den anden Australien.
Man finder vist ikke så stort et udvalg af julemarkeder i én by, som man gør i Berlin.
Under coronanedlukninger har julemarkederne været reduceret i størrelse og antal. I normale tider har vores yndlingsmarkeder været det på Bretscheitplatz, der ligger så centralt som det kan i “vest”. Markedet på Potzdamer Platz/ Alte Potsdamer Str. er også hyggeligt, og har, som særligt kendetegn, en stor kælkebakke med kunstsne. hvor man kører på store baderinge. Det er sjovt! Derudover er julemarkedet på Gendarmen Markt både stort og alsidigt. Som vist nok det eneste skal man her betale indgang – på €1 pr. person. Sidst men ikke mindst, markedet ved Schloss Charlottenburg er superhyggeligt. Det var egentlig utilsigtet, men når jeg læser ovenstående, er de faktisk rangordnet efter min egen præference for disse 4 markeder.
Opdatering fra julen 2022
December 2022 bød på et par overraskelser. Ovennævnte kælkebakke på Potzdamer Platz drives ikke af de sædvanlige tyskere. Sikkerheden er der slækket på, i kraft af at der ikke var lagt gummimåtter ud til at bremse ringene man sidder i. Det betød vi ramte kanten med alt for stor hastighed, og hovedpine til følge. Øv øv, det skal vi ikke mere.
Normalt har man altid kunne spise sig mæt til en fornuftig pris – det er ret hyggeligt at stå og spise det frisklavede, om det har været i en ovn eller på en kulgrill. Denne gang gav jeg EUR7 for en grillet frankfurter, og da jeg i boden ved siden af ville købe en portion bratkartoflen til pøllen, fik jeg da heldigvis spurgt hvad de kostede – EUR 8 !! Helt vanvittigt … så var det blevet EUR 15 for så, trods alt, tarveligt et måltid. Det er mere end en schnitzel hos Thomas-Eck. Selv et nybagt Handbrot tager de nu EUR 8 for – også endestykket som jeg desværre fik – der var ikke meget fyld i.
Man må sige december 2022 har ændret vores syn på madkøb på julemarked.
Julemarked Breitschediplatz (C) allesgut berlinJulemarked Schloss Charlottenburg (C) allesgut berlinJul på Tauentzinstrasse/ KaDeWe (C) allesgut berlin
Hvis du kan lide et kulturelt indslag på dine rejser, så check hvad de spiller på Theater des Westens – det ligger helt centralt i “vest”.
Theater des westens (C) allesgut berlin
Jeg var kun 15 da jeg første gang blev “slæbt” med i TdW. Vi var en gruppe på 16-18 stykker, og de voksne i selskabet havde besluttet at vi skulle se Dreigroschenoper (Laser og pjalter på dansk), et teaterstykke fra 1928 af Bertolt Brecht. Tænker det er unødvendigt at sige mere ….. Heldigvis var en anden voksen, Michael, ligeså ærgerlig over det vi så, så han tog “knægtene” med på stripbar på den anden side af gaden, ved Bahnhof Zoo. Det var sgu lidt mere spændende.
Senere har jeg været der nogle gange med min datter, bla. har vi set Mamma Mia, opført på tysk, men når man kender historien så går det 😉 Rammerne er fantastiske, det er et gammelt teater, der bliver passet godt på.
Vi har mange gange set disse cykler i Berlins gadebillede, og været lidt misundelige på den fest folk ser ud til at have. Hvad gør man så? Man holder da en fest og booker 2 cykler til i alt 28 personer. På en 2 timers tur kører 1 cykel på 30 liter fadøl + lidt hvidvin etc. Puuuh, men det er sjovt.
I september 2020 holdt vi 2×50 års fødselsdag i Berlin. Startede festivitasen med et par timer på BigBikes. Det indfriede alle forventninger – det var sjovt, og det så ud som alle vi kørte forbi havde en tilsvarende fest ved at kigge på os. Vi kørte bla. forbi East Side Gallery, og flere af os bemærkede, at de asiatiske turister filmede os, ikke berlinmuren.
Det kan varmt anbefales hvis lejligheden byder sig.
Rickenbackers lukker desværre permanent ved udgangen af januar 2023
Nu har vi testet Rickenbackers 2 aftener i træk (uge 29-2020) – og det bliver helt sikkert et nyt stamsted. Der er live musik i gårdhaven torsdag, fredag og lørdag – og megasødt personale, og virkelig god stemning.
Rickenbackers Music-Inn (C) allesgut.berlin
Det mærkes tydeligt, at dette er et mindre lokalt sted, det er på ingen måde overrendt af turister. Ved godt, at det er der ikke noget, som er endnu, her efter Corona. Det er lige rundt om hjørnet fra den hyggelige Prager Platz.
Første aften spiste vi sen aftensmad, hhv. chili con carne og Plammkuchen. Begge dele var rigtig gode, det var lavet fra bunden, ingen tvivl om det.
Det er helt sikkert, at vi allerede i næste uge er at finde på Rickenbackers igen.
Bundesallee 194B, 10717 Berlin (gå afstand fra Ku’Damm / Wittenberg Platz) #U-Bhf Güntzelstraße / U9
I Friedrichshain fandt vi den fedeste lille butik – kun med chili og chilirelaterede produkter. Kan varmt anbefales. Dette er en af de fantastiske specialbutikker som Berlin byder på, og som nærmest ikke kan opdrives i Danmark.
Hvis du også er bidt af en gal chili, så kan et besøg hos Alex i Pfefferhaus kun anbefales. Super god service, og masser af udvalg af både krydderier, tørrede chilier, olier og saucers – på hele SHU skalaen.
Pfefferhaus, Niederbarnimstraße 11, 10247 Berlin #U+S Warschauer Strasse – ligger i sidegade til Boxhagener Str.
Jeg har i mange år været inkarneret fan af Berlin, og kommer der meget ofte, når altså ikke lige Coronavirus har lukket grænserne. Jeg var der første gang i maj 1986, 3.5 år inden berlinmurens fald, og et par uger efter, at Tjernobyl ulykken indtraf. Jeg kan huske, at der blev holdt meget øje med vindretning og muligt nedfald. Heldigvis kunne vi komme afsted, og mens vi var der, hørte vi om en skør tysker ved navn Mathias Rust, som lige havde landet sit lille sportsfly på den røde plads i Moskva.
Siden det første besøg er det nok blevet til, i gennemsnit, 6-10 besøg om året, så på den gode side af +200 besøg. Vi har nogle steder, vi skal besøge hver gang, og det er primært på grund af lokale mennesker vi har mødt dernede, og med hvem et gensyn altid er rart. Berlinerne har et godt udtryk, nemlig “Berlinerluft” – den er ganske særlig, og min fortolkning af udtrykket er “hygge”. Så hvem kan ikke være vild med berlinerluft.
Selve byen er en skattekiste af oplevelser, inden for alle genrer. Hvis man synes, at anden verdenskrig eller den kolde krig er interessant, så er der nok ikke et sted på jorden, der er mere historik i, end arnestedet Berlin. Vil man motionere, sejle, cykle etc, så er der utallige muligheder, da byen har mange kvadratkilometer skov og vand flettet ind mellem boulevarder og alléer.
Noget andet jeg er stor fan af, er den evne mange forretningsdrivende har dernede, til at genkende en, og gøre opmærksom på det. Senest var det, da jeg bestilte bord på en tyrkisk restaurant til et besøg med kolleger i juni i år – om coronaen vil. Gangen før gik jeg ind til vores lokale skrædder Uzuner med en hasteopgave på min vinterjakke. Han smed hvad han havde i hænderne og lånte mig tilmed hans private jakke imens. Da jeg takkede ham for den omgående indsats sagde han blot “jo jo, det er klart, du er jo stamkunde” – jeg har nok været der 3-4 gange tidligere. Med profession som Sales Manager, er der meget inspiration at finde i den Berlin’ske kundetilgang..
Mens jeg sidder og arbejder på mit hjemmekontor sidder jeg og lytter til berlin’sk radio, og GLÆDER mig til at komme afsted igen. Hvis du vil læse mere om Berlin, og vores “fund” dernede, er du velkommen her på vores hjemmeside.
Denne hjemmeside benytter cookies. Ved at blive på hjemmesiden, accepterer du vores brug af cookies.
Administrer samtykke til cookies
For at give dig de bedste oplevelser bruger vi teknologier som cookies til at gemme og/eller få adgang til enhedsoplysninger. Hvis du giver dit samtykke til disse teknologier, kan vi behandle data som f.eks. browsingadfærd eller unikke ID'er på dette websted. Hvis du ikke giver dit samtykke eller trækker dit samtykke tilbage, kan det have en negativ indvirkning på visse funktioner og egenskaber.
Funktionsdygtig
Altid aktiv
Den tekniske lagring eller adgang er strengt nødvendig med det legitime formål at muliggøre brugen af en specifik tjeneste, som abonnenten eller brugeren udtrykkeligt har anmodet om, eller udelukkende med det formål at overføre en kommunikation via et elektronisk kommunikationsnet.
Præferencer
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for det legitime formål at lagre præferencer, som abonnenten eller brugeren ikke har anmodet om.
Statistikker
Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til statistiske formål.Den tekniske lagring eller adgang, der udelukkende anvendes til anonyme statistiske formål. Uden en stævning, frivillig overholdelse fra din internetudbyders side eller yderligere optegnelser fra en tredjepart kan oplysninger, der er gemt eller hentet til dette formål alene, normalt ikke bruges til at identificere dig.
Marketing
Den tekniske lagring eller adgang er nødvendig for at oprette brugerprofiler med henblik på at sende reklamer eller for at spore brugeren på et websted eller på tværs af flere websteder med henblik på lignende markedsføringsformål.